Tillykke til Yahya Hassan og tillykke til Gyldendal.
Det lyriske jeg i Hassans digtsamling er fyldt med vrede, men jeg’et er også bange, frustreret, syg, intens, skamfuld, kynisk og meget mere. Det lyriske jeg stritter formentlig i lige så mange retninger som læsernes domme, og som mine følelser efter læsningen af digtsamlingen. Sikke en rejse, og sikke en tur.
I sandhed er Hassans digtsamling et levende eksempel på det, som Louise Svanholm engang har skrevet:
”Når livet griber ind i skriften, griber skriften ind i livet”.
Med Hassans digtsamling er der ”et stofskifte mellem liv og skrift” (Svanholm, 2006, 48), og vekselvirkningen mellem forfatter og skrift skaber en feed back hos læsere, som er interessant at kigge på. Men i første omgang, forholder jeg mig til selve digtene.
På samme måde som den første digtsamling er alle digtene skrevet med versaler, der ligesom ordvalgene (PIKHÅND; IDIOTER, FUCKING FLYGTNINGE, RØVHULLET, KUSSEMAGER, FISSESAFT osv), og den syntaktiske opbygning (fx digtet DEMOKRATER, hvor der er 15 sætninger, der alle indledes med ordet ‘OG’) bryder alle former og genreforventninger til den traditionelle digterkunst. Ikke kun indholdsmæssigt, men stilistisk er Hassan provokerende og efterlader modsatrettede og ambivalente stemninger hos læseren. På det lyriske plan er det Hassan, som vi kender ham fra den første selvbetitlede digtsamling: en ordkunster, der skyder ord ud af en kanon, hvor alt bliver voldsomt og vildt.
Han har heller ikke sparet på selvudleveringen i denne omgang, men hvor den første digtsamling var en eksplosion af ord, der hjalp ham ud af den kriminelle løbebane og ind i en spirende forfatterkarrierer, som han eksplicit hentyder til i sit sidste langdigt (Hassans første digtsamling afsluttes med MIG JEG HAR SKIFTET JOGGINGBUKSER UD/MED CIVILISERET OG TILPAS STRAM COWBOYBUKSER s. 169), er det en omvendt udvikling i denne nye digtsamling. I den nye digtsamling er det udviklingen fra en kunster der ”FLANERER OMKRING I EUROPA MED EN DIGTSAMLING I INDERLOMMEN s. 12, til en indsat, der straffes, på grund af sit ”POETISKE MASKINGEVÆR”, der bragte ham tilbage i den kriminelle løbebane (S. 113).
Hassan gør ikke kun brug af provokerende og nederdrægtige ord. I digtsamlingen er der bogstavrim (fx RUINER RUTINER RITUALER s. 16), metaforer og interessante billeder (AFBARKEDE MIN HJERNESTAMME s. 85, JEG DANSER BALLET MED MIN BALLAST), og sproglige detaljer og ordvalg (fx DERES SENDRÆGTIGHED OG SERVILITET s.12, HÆVNGERRIGHEDEN TIL AT STØRKNE eller JEG ER ET LITTERÆRT HANGARSKIB s. 113) der vidner om et sjældent forfatterskab, som ikke bare tænker ud af former og bokse, men bevidst springer dem.
Digtsamlingen adskiller sig markant fra den første digtsamling på et punkt: i anvendelsen af arabiske/ religiøse begreber. Hvor han i sin første digtsamling anvendte en del arabiske ord, som var med til at skabe en antireligiøs stemning fx ANASHEED FRA JAHANAM eller MUNAFIQ OG KAFIR og sammensatte ord som GHETTOGUIDE og FADERMÆLKEN, er denne digtsamling ikke præget af sprogligt mix mellem arabisk og dansk.
Som læser af en digtsamling, der på intimiderende vis inviterede mig ind i jeg’ets intime sfære med detaljerige henvisninger (i særdeleshed til jeg’ets eget røvhul), og hvor forfatteren som han skriver, har ”mistet sin egen skygge”, efterlades jeg med væmmelse, undren, vrede, afmagt, men også med en glad og finurlig stemning. For ud over de mørke og kriminelle handlinger og Hassans “In your face” sprog, er sprogbrugen indimellem præget af humoristiske passager, som for eksempel digtet SKUDT, der består af enderim med ordene: SMUT/MINUT/SKUDT/FORTRUDT/FORBUDT/KRUDT.
På samme måde som det lyriske jeg i digtsamlingen, skaber dette digt en ambivalens hos mig: jeg fik både dårlig smag i munden, da det handler om en skudepisode, men samtidig forårsagede digtet højlydt latter i det lille hjem.