Kære Ære,
Du har endnu engang banket uanmeldt på min dør.
Mast dig frem, bidt, truet, ydmyget.
Med stærk ånde og modsatte regler
Du kan ikke true mig til at tro!
Du rammer den forkerte;
Og snubler igen
Dit dømmende sind er gift
Dit kvindesyn er forkvaklet.
‘Luder! Luder!’
Du er en slave. Er du mon jaloux?
Har du ikke elsket nok?
Har du savnet?
Hvem er du til at dømme? Hvem er du til at styre?
Hvem er dine følgere? Som en forvirret og dog forfinet kunst forfølger de dine retningslinjer i detaljer
De ånder, de fodrer, de æder, de elsker, de styrker dig
Hvorfor?
Nadia Mansour