Dette indlæg er baseret på artiklen fra information.dk: ’Jeg er perkerudgaven af Amalie Skram’
Det er spændende, at Geeti Amiri får en stemme i offentligheden. Og for en litterat som jeg, bliver jeg glad for, at det er litteraturen, der har åbnet hendes øjne. Det er selvfølgelig flot og stærkt af hende, at hun har gjort sit oprør, og at hun åbner for tabuiserede emner i samfundet blandt nogle minoritetsgrupper som fx sex og ægteskab på tværs af religioner og etniciteter. Det er desværre sandt, at der findes minoritetskvinder, der er udsat for undertrykkelse; og det er klart, at de skal styrkes i deres oprør og på deres vej.
Men Amiri er med til at styrke og fodre en opstillet dikotomi mellem “danskere” og “nydanskere” bare ved at bruge metaforer som: “perkerudgaven”, “brune emner” og “nydanskere”. I min optik behøver man ikke “gøre oprør med en afghansk identitet” for at være dansker. Identitet og kultur er ikke så sort/hvidt. Mediernes og Amiris kald efter “nydanske stemmer” og deres “oprør” er en nutidig, sproglig tendens, som jeg mener, man skal være varsom med at bruge. De skaber en opstillet norm om “danskhed”, som mange ville falde udenfor. Er man dansk, når man har gjort som hende, som dig eller som mig? Eller er man dansk, når man har gjort op med sin etniske identitet?
Hendes oprør er flot, ligesom Rushi Rashids var det for snart 20 år siden, og ligesom mange andres er det i dag (de vælger bare ikke altid at skrive eller debattere om det). Jeg håber for alle unge piger og kvinder, at de kan styrkes i deres oprør mod kvindeundertrykkelse. Men hendes oprør er hendes og ikke et udtryk for den brede gruppe af etniske minoriteters liv eller behov. Ikke alle vælger hendes, min eller din livsform; og ikke alle har brug for at gøre “oprør med den afghanske identitet”. Lad os sammen styrke en mere nuanceret debat om kultur, minoriteter, religion og andre sociale emner.